Om "det lille drivhus"

Da jeg var barn, havde vi drivhus, og noget af det hyggeligste var, når min far gik i gang med at grave køkkenhave i foråret og gøre klar til, at der kunne sås. I drivhuset var der altid tomater og vindruer. 
Rundt om hjørnet boede min farmor og farfar, som mere eller mindre var selvforsynende i grønt, og jeg kan specielt huske de skønneste asparges, som man kunne plukke lige uden for deres drivhus og gå og gnaske i. Hos både min mormor, farmor og farfar blev der kogt og syltet og der var altid hjemmelavet jordbærsaft, så kimen til haveinteressen må siges at være lagt tidligt i livet. 

Lige inden vi købte vores hus, boede vi i lejlighed. Der begyndte haveinteressen stille at komme snigende efter, at have været gemt væk en del år. Jeg såede tomater i lange baner og kunne forsyne alle omkring mig med de fineste planter, og alle der fik glæde af disse planter kunne berette om de herligste tomater sæsonen igennem. Mine egne planter nåede dog ikke at give det store udbytte, så behovet for en have blev større. 
Der var "brok", da min mand ville have mig med ud og se på et hus, hvor der "kun" var 550 kvadratmeter, jeg havde bedt om min. 800. Da vi kom til åbent hus var vi begge solgt, og så stod vi med hus og have. 
Interessen for haven er langt fra blevet mindre efter, vi selv har fået børn. Noget af det hyggeligste er da, at kunne tage den lille i hånden, gå en tur i haven og plukke jordbær, ærter og meget mere. Samtidig kan det jo ske, at der kommer en lille grøntsag mere ind i munden på den lille kræsenpind, end der ellers ville have gjort.

Da jeg "kun" har 550 kvadratmeter at gøre godt med, har  der i tidens løb været eksperimenteret med at få mest muligt ud af grunden med mindst muligt arbejde, og eksperimenterne er langt fra slut endnu.