Nu er drivhuset "grundigt" vasket ned og fejet, så nu kommer den sjove del, at fylde ting ind igen.
Da tomaterne endnu ikke er lykkedes for mig i drivhuset (og udendørs), skal der ændres i taktikken i år. Sidste år havde jeg givet dem en masse gødning og kalket drivhuset, så de rigtig skulle have det godt, og det må man sige de havde. De blev så høje, at de krøllede helt sammen i toppen og endnu engang kom der meget få tomater.
Så i år skal der være "højere" til loftet.
Løsningen er kapilærkasser, så slipper jeg også for alt for meget vanding.
Kønt kan man ikke sige det er, og jeg er for fedtet til at investere i skjulere før jeg ved, om det overhovedet er noget der kommer til at fungere efter hensigten.
Så er det godt at kende til "bagsiden af vores hus".
Her skulle nok være et eller andet i bunkerne, som kan bruges.
Jeg havde disse gule mursten i tankerne. Vi har flyttet rundt på dem et hav af gange. De har været stablet, faldet sammen og stablet igen og nu ligger de i en stak bag huset og kukkelurer.
Altid godt med projekter, hvor der bliver slået to fluer med et smæk. Rydde op et sted og gøre pænere et andet, det er sådan noget jeg kan lide - specielt hvis det er et projekt, som kan overstås inden for relativt kort tid.
Så er det bare om at komme i gang. For ikke at vække den lille, ville jeg ikke smide stenene i trillebøren, da det ville larme gevaldigt, og trillebøren samtidig piver noget, når den skal transportere diverse. Det blev derfor til fire sten af gangen, så det var mange ture frem og tilbage. Til gengæld slap jeg for den dårlige samvittighed. Jeg havde nemlig udtænkt dagen til, at jeg skulle bruge en time på lidt træning, men den time måtte vige pladsen til fordel for vask og indretning af drivhus.
2 1/2 time senere er drivhuset vasket, og der er kommet kapilærkasser ind - tak til den lille for at have taget en lang lur :-)
Synes selv, at det færdige resultat blev ganske nydeligt. Nu er det bare, om den 3-årige kan holde sig fra fristelsen at skulle daske til stenene, ellers holder min fine kant nok ikke længe.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar