onsdag den 15. april 2015

Ubudne gæster

Det er da lige før man bliver deprimeret.

Ved et tilfælde kiggede jeg lige til mine jordbærplanter, som jeg har plantet i min nye kvadratmeterhave. Der sad så en lille snegl og gloede på mig. Da jeg ville fjerne den, faldt mit blik på endnu en og endnu en.

Alle disse snegle fjernede jeg fra mine to nye højbede.
Da jeg havde fjernet alle disse snegle, og min kvadratmeterhave igen var sneglefri, kiggede jeg lige for en sikkerheds skyld på kanten rundt langs den gamle køkkenhave, og hvilket syn.



Ved ikke helt, hvad det er for en mutant-snegl, som har fundet vej til min have. Om det er en dræbersnegl, som har formeret sig med en vinbjergsnegl eller hvordan, men disse brun-stribede snegle bliver i hvert fald store og kommer i enorme mængder. 

Snegle i klynger, som bare venter på, at min køkkenhave gror til, så de kan komme og skal nyde godt af retterne. Tankerne flyver hurtigt tilbage til sidste års køkkenhave-fiasko, og det er lige før jeg har lyst til at opgive projektet før, end det egentlig er gået i gang.

Men nej. Sådan skal det ikke være. Jeg giver ikke op uden kamp. Har i forvejen lagt en strategi for at komme dræbersneglene til livs, så nu må det bare udvides til at indebære snegle med hus. Jeg har købt diverse remedier til bekæmpelse af sneglene, (det kommer jeg tilbage til en anden dag), og som det ser ud med snegle-standen lige p.t., kan jeg godt se, at det skal sættes i værk tidligere end beregnet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar