Som jeg tidligere har skrevet, så er mine ærter ved at være så store, at de skal have noget at kravle i. De pinde, jeg har brugt de andre år, har min mand i sin oprydningsiver smidt ud, da de lå i vejen.
Jeg så mig derfor nødsaget til i dag at lægge vejen forbi Silvan og anskaffe mig bambuspinde i varierende længde.
De andre år har jeg brugt trådhegn, hvor jeg har flettet jernspyd igennem, som så har fungeret som ærtehegn. Hvert år er jeg kommet for sent i gang, da det har været bøvlet at stå med de store stykker hegn og samtidig har det buet så meget, da det har ligget rodet sammen i vinterhalvåret, så det har været umuligt at få lige igen - ergo et projekt der ikke har stået øverst på ønskelisten.
Jeg har derfor et par år ønsket mig en løsning, hvor der blev bygget et skelet, som hegnet kunne sættes på, som så kunne tages op i et stykke og lade det overvintre til næste år i skuret, jeg er bare aldrig nået længere end til idé-stadiet.
Da vi er i gang med at nedlægge indhegningen til den gamle køkkenhave, har jeg en del grønt trådhegn i overskud, som er gemt til formålet - ærtehegn.
Da kvadratmeterhaven er delt ind i små felter af 30 x 30 cm, havde jeg en idé om, at jeg ville spænde hegnet ude mellem to bambuspinde og sætte det fast.
Det passede lige med, at der kunne være tre felter af hegnet mellem pindende. Jeg klippede hegnet midt i en firkant, så der var et stykke hegn, der kunne snoes om bambuspinden. Synes selv det er ret smart, og når sæsonen slutter er de lige til at tage op og gemme til næste år, og så kan det nok være, jeg kan få hegn op i tide.
Der er sået to rækker ærter i dette kvadrat, så derfor skulle der selvfølgelig også to stk. hegn til. For at det holder lidt bedre har jeg sat en lille pind på tværs og bundet den fast.
Her er det færdige resultat, og synes det ser brandgodt ud. Overvejer at lave samme løsning til mine bønner, så bliver det da noget så fint. Nu kender jeg fremgangsmåden, så er det bare om at få lavet små hegn, for flere kvadrater står overfor at skulle mødes med ærtefrøene.





Hej - Det er smart:-) Tror du også det kan bruges til tomatplanter?
SvarSlet