mandag den 25. maj 2015

Susannes have

Susanne bor i en lejlighed ud til Frederikssundsvej, hvor hun har boet i godt og vel 5 år. Du kan måske huske hende, hvis du har læst mit indlæg "Mini-haven - fra storhedstid til fald".


Før hendes deltagelse i etableringen af min lille "mini-have" havde hun ikke beskæftiget sig meget med havelivet, som hun selv siger, så har hun alt andet end grønne fingre.
Efter vi havde gået og hygget os med anlæggelsen af min lille have, blev hun inspireret til selv, at give det et lille forsøg. Min mand blev sat til at banke et par højbede sammen, og kort tid efter drog jeg til Susanne, og vi fik købt diverse planter, som skulle udgøre Susannes have.


Resultatet blev som ovenfor. Der blev plantet diverse krydderurter og en lille lavendel. Jeg havde sponsoreret tomater og chili, som jeg havde forspiret. Da jeg havde læst, at tagetis skulle holde diverse skadedyr væk, blev de selvfølgelig også plantet. Jeg synes, at resultatet dengang blev rigtig godt, og så havde Susanne krydderurter og andet godt til hendes madlavning, og forhåbentlig kunne det vække begejstringen for "have-livet".
I de efterfølgende år fungerede den lille have fint, og der kunne høstet krydderurter hvert år. Der blev eksperimenteret lidt med at fremtrylle chiliplanter, men ellers var der ikke den store udvikling indtil sidste år.
Sidste år blev Susanne ramt af den danske folkesygdom - stress. Grundet dette var hun sygemeldt og gik hjemme. I hendes helingsproces faldt kærligheden på hendes have. Uden at have den store viden om diverse planter, begyndte hun at eksperimentere og prøve sig frem. Hun syntes det var en utrolig positiv og livsbekræftende oplevelse at få noget til at gro og i sidste ende kunne høste af det.

Netop fordi det hjalp hende igennem en svær tid sidste år, og hun fandt ud af, at hun måske havde lidt grønnere fingre end først antaget, har den lille have fået vokseværk i år.
Hun var på besøg tidligere på året, hvor snakken blandt andet gik på, hvad der skulle ske med køkkenhaven i år. Hun blev udstyret med tomatfrø, ærtefrø og jordbærstiklinger, og så har hun ellers taget fat.
I sidste uge var jeg hjemme hos Susanne og skulle selvfølgelig se hendes "lille" have.


Den må siges at have fået vokseværk.Til venstre i billedet står en masse krukker og venter på, at det hele skal blive lidt grønnere. Der er blandt andet sået forårsløg i den midterste af de små potter. Den helt store krukke venter på en stikkelsbærbusk, som er sponsoreret af en af hendes veninder, som har solgt sin nyttehave, og der har Susanne været heldig at kunne overtage lidt fra haven.


I det aflange højbed er der plantet jordbær. Ud over de fire jordbærstiklinger hun fik af mig, har hun været ude og investere i flere planter, da det viste sig, at der var plads til flere end først antaget i det gamle højbed. Der er allerede blomster og små, grønne jordbær, så inden længe kan hun nyde godt af jordbær af egen høst.


De "gamle" krydderurter måtte vie pladsen til ære for jordbærrene. Det var ikke det hele der var interessant efter fem år, men mynten har klaret det og er kommet over i en lille potte.


Der er oregano.


Ærterne er også begyndt at skyde i vejret. Det var selvfølgelig ikke nok med de ærtefrø, jeg havde sponsoreret, sådan er det ofte når man først kommer i gang og haveglæden tager over, så er det svært at begrænse sig, så Susanne har selvfølgelig været ude og købe endnu flere ærtefrø, så der kan komme en ordentlig høst ud af det.
Den lille spire man kan se nederst til venstre er en lille rødbede, som titter frem.


Da det er en lang, smal terrasse Susanne har, har haven også bredt sig til den anden ende. I forgrunden er der en rabarber, også fra nyttehaven, og bag ved denne er der sået gulerødder.


En lille hindbærbusk har også lagt vejen forbi den lille have.


Og kartofler bliver der sørme også eksperimenteret med.


Haven er også gået inden dør, hvor hele vindueskarmen bugner af forskellige ting og sager. Der er blandt andet basilikum og små tomatplanter.

Man må sige, at det kan godt være Susanne ikke synes, hun har grønne fingre, men jeg synes nu det går ret godt, og hvor er det dejligt, at selvom man har en "lille" lejlighed så er der stadig mulighed for at dyrke sine egne grøntsager/frugter.
Da jeg besøgte hende, og havde fået en rundvisning, stoppede snakken om alle eksperimenterne selvfølgelig ikke. Vi talte om mange gode løsninger, for at få plads til endnu mere, så jeg er meget spændt på, hvad næste år fører med sig, og glæder mig meget til at se resultaterne af årets eksperimenter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar