Tredje gang er lykkens gang. Endelig lykkedes det at få noget ud af min kål-spiring. Nu har planterne efterhånden stået i flere uger og sukket efter at komme i mere jord, og forleden var dagen, hvor de holdt flyttedag.
Da jeg stod og kiggede på mine planter, kom det igen til mig. Det nytter bare ikke noget at have for travlt til at skilte med, hvad der er hvad. Jeg mente bestemt godt, jeg ville kunne huske, hvilken række jeg havde sået broccoli, og hvilken rosenkålen stod i, men nej.
Vil nu mene, at dette må være en lille rosenkål.
Største problem ved ikke at vide, hvad der er hvad er, at ifølge bogen "kvadratmeterhaven", så skal den ene plante have mere plads end den anden, og det vanskeliggør det selvfølgelig noget. Nå, jeg har bestemt, at de får lige meget plads at gro i, og så må det gå som det går - og mon ikke jeg kan kende forskel på broccoli og rosenkål, når først der kommer ordenligt gang i den.
Da der jo er lutter lurende farer for sådan en kål i det fri, valgte jeg, at beskytte den med fiberdug natten over.
Fiberdugen havde ligget ude nogle uger, og det var ikke så få snegle, som havde gemt sig deri, og helt seriøst, tror den ikke jeg har lagt mærke til, at den er ved at stikke af?
Jeg fik pakket kålen ind to dage i træk, og kålen overlevede fint uden snegleangreb og andet godt.
I går, efter det havde regnet uendeligt, skulle jeg ud og pakke planterne ind for natten, og hvad mødte mit blik. Nogen havde taget godt for sig af retterne, gnaven blev jeg og fik samlet en posefuld af havens snegle som straf.
Da fiberdugen skulle bruges midlertidigt på mine jordbær, da solsorten har forelsket sig i alle mine grønne bær, har jeg fundet på denne - noget nemmere - løsning. En stor potte med bunden i vejret, og så skulle kålen gerne være beskyttet for en stund. Nu skal jeg bare huske, at fjerne potten hver morgen, ellers ender det jo med at være mig selv der er skyld i kålens endeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar