Da jeg var barn, havde en af mine veninder et pæretræ i deres have. Den største luksus var, når jeg fik lov til at få en af dem. Jeg drømte sådan om at få mit eget pæretræ, vi havde masser af æbletræer i vores have, men det var altså mere eksotisk med de pærer.
Da vi selv købte vores hus, har et af de store ønsker selvsagt været, at få et pæretræ installeret. For tre år siden lykkedes det at finde en plads, nemlig op af hegnet i form af et espalier. En i nabolaget har et pæreespalier stående, som godt nok har stået i mange år, men da jeg så, hvor mange pære det kunne bære, var jeg dybt imponeret. Så turen gik til planteskolen, træet købt og plantet, og så var det bare om at vente.
I foråret blomstrede pæretræet igen noget så fint, og jeg var optimistisk - i år skulle være året, hvor jeg fik smagt en pære.
Og halleluja, se nu der. En masse fine pærer er klar til at blive indtaget. Jeg har smagt de første, og jeg kan roligt sige, jeg er lykkelig for resultatet.
Nogen vil måske undre sig over, hvorfor jeg ikke har taget en anden pæresort end lige Conference, men nu er jeg så mærkeligt skruet sammen, så jeg kan bedst lide, når pæren er hård og ikke for overmoden, og samtidig er Conference min absolutte pære-favorit.
I min skoletid, i hjemmekunstskab, lavede vi engang en pæretærte. Jeg husker den stadig, og har altid tænk, at den skulle jeg lave igen. Jeg er bare aldrig nået så langt, og min plan har været, at når der kom pærer på træet, så skulle den stå på pæretærte, og der burde da være nok til en enkelt eller to i år.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar