Æbletræet

Da vi for snart syv år siden, en dejlig junidag, var ude og se "vores hus" for første gang, skinnede solen fra en skyfri himmel. Midt i haven stod det hyggeligste æbletræ og bugnede med æbler, og for det ikke skal være løgn, var der nogen, som havde medbragt deres to børn, som havde installeret sig i skyggen under træet med hvert deres Anders And-blad - det var ikke ejendomsmæglerens børn:-)

En måned efter var huset - og æbletræet vores. Da vi var mest optaget af at sætte hus i stand, endte det med, at svigerforældrene fik lov til at plyndre træet for alle de skønne æbler, og jeg glædede mig til at nyde godt af vores træ året efter.

Siden kan man roligt sige, at det er gået ned af bakke for vores træ. Det giver færre og færre æbler for hvert år, og dem der kommer når nærmest at rådne inden, de bliver modne.
Hvert år blomstrer træet i foråret, der kommer grønne blade på, men pludselig visner stort set alle blade, æblerne begynder at rådne og træet ser mildest talt sølle ud.

Da æblerne smager godt, og vi ikke kan finde ud af, hvilken sort det er, har vi indtil nu ikke nænnet at fælde det. Vi håber også stadig at finde en mirakelkur, så det kan overleve. Sidste år så det helt forfærdeligt ud, og jeg havde afskrevet det. På en enkelt gren var der nogle få æbler, som så ud til at klare skærene, og jeg vogtede over dem hele sommeren, for jeg skulle bruge bare et ordentligt æble. Planen var, at jeg ville prøve at så kernerne og se, hvad der kunne komme ud af det.

Jeg fik et helt, fint æble ud af sæsonen sidste år, og kernerne blev lagt i jord i drivhuset. I efteråret begyndte en lille kerne at spire, og jeg var lykkelig for at få lidt ud af mit eksperiment.
Mit lille "planteskole-eksperiment" har så overvintret i drivhuset, hvor det nok må siges, at det ikke har fået for meget kærlighed, men hvad skuede mit øje, da jeg forleden skulle se til "mit lille træ"?

 Sikke mange, små æbletræer jeg skal passe på. Så stiller det næste spørgsmål sig - hvor mange år skal jeg mon passe på dem før, de giver frugt?