Det var et noget trist syn der mødte mig, da jeg skulle i kælderen og se til mine dobbelt skærmliljer.
Min farmor har for en del år siden fået nogle frø til dobbelt skærmlilje, som hun såede. Hun har så i 4-5 år passet og plejet planten og sidste år kom der blomst på, som efterfølgende gav frø, som jeg så har overtaget.
Da min søn skulle døbes for snart fire år siden, ville jeg gerne have haft nogle blå, dobbelt skærmliljer til at pynte i haven, men da jeg så prisen, ændrede jeg taktik. Så da jeg kunne få nogle frø og selv eksperimentere med at få nogle fine planter frem, blev jeg meget glad. De voksede også fint sidste sommer og skulle så overvintre i kælderen. Der er bare lige det der med ting, som kommer i kælderen, jeg glemmer dem, så de har hverken fået vådt eller tørt de sidste par måneder, og ser nu noget triste ud, men det er dog intet sammenlignet med mine citrontræer, som i den grad må siges at have mistet livsgejsten.
Nu er skærmliljerne kommet op og skal have lidt vand og kærlighed, og så håber jeg, at de overlever endnu en sæson. Jeg skulle jo gerne kunne passe godt på dem, så de om fire års tid kan give blomster - det må siges, at være en blomst man virkelig skal ville for at kæmpe så længe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar