torsdag den 2. april 2015

Husets pelargonier

Da vi flyttede ind i vores hus, fulgte der fem pelargonier med, som pyntede ved hoveddøren.
Da det blev vinter, satte jeg dem bare i kælderen og krydsede fingre for, at de ville overleve - og det gjorde de. 
Den procedure har jeg fulgt hvert år og krydset fingre. Svigermor har været meget bekymret over min manglende opmærksomhed i overvintringstiden. Svigerforældrene havde lavet deres eget lille vinterhi til overvintrene planter, så efter fire år i kælderen, blev pelargonierne afleveret til svigermor forrige jul til kærlig pasning. 
Skæbnen ville - ironisk nok - at vinterhiet dette år ikke levede op til det forventede, og det blev enden på vores pelargonier.
Svigermor var selvfølgelig ikke stolt ved situationen, og hun prøvede ihærdigt at vække liv i de tørre planter, uden held. Resultatet blev, at vi fik vores krukker retur med et nyt hold pelargonier, og ansvaret for deres overlevelse har siden ligget på mine skuldre.


Nu er de fundet frem fra kælderen og skal lige "støves" lidt af, men de ser nu ud til at være i bedste velgående. 


Så kom alt det visne af, de har fået lidt ekstra jord at leve i, vand og gødning har de også fået.
Det må siges, at lige så heldig jeg har været med at få planterne til at overleve vinteren i kælderen, lige så uheldig har jeg været til at få dem til at se store og prangende ud i sommeren. Dette skyldes nok igen min mangel på opmærksomhed. Så planen er i år, at jeg vil prøve at huske ekstra på at få vandet og gødet, og så skulle vi forhåbentlig få prangende pelargonier til hovedtrappen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar