tirsdag den 7. april 2015

Mere såning

Det er ikke megen tid, der har været de sidste par dage til at tænke have. Der var dog lige 5 min. forleden, hvor jeg havde tid til at få kigget på de frø, som skal sås i løbet af april måned. Til min overraskelse så jeg, at rødbederne bedst kan lide leret jord, og da det er noget af det, vi har mest af i haven, jamen så var jeg da lykkelig. Så giver det også lige pludselig lidt mere mening, at det jeg har haft mest held med i min køkkenhave indtil nu er rødbeder!
Vi har efterhånden fået lagt så mange fliser på grunden og flyttet rundt på en masse jord, at vi efterhånden ikke ved, hvad vi skal gøre af jorden, når der skal graves noget væk, eller potter mm. skal tømmes.  Jeg er ved at tømme ud i det gamle jordbærbed, så var det jo dejligt, at noget af jorden kunne finde en ny plads.


Så var det bare at så lidt rødbeder i altankassen, og så håber jeg ikke, at jorden trods alt er for dårlig til, at de gider gro.

De fleste af mine frø kan sås fra starten af april, og da jeg så i kalenderen, at vi har d. 7., så var det noget med at komme i gang, for der er godt nok meget, der skal i jorden i denne måned.
Jeg fandt mine potteærter frem og fik lagt lidt af dem i vand natten over. Nu er de også sået i en altankasse og sat i drivhuset med rødbederne, tænker de står fint der nogle uger, så slipper jeg for fiberdug, og de står dejlig lunt.

 
Jeg er meget spændt på potteærterne. De skulle ikke blive højere end 20 cm men give et stort udbytte, så nu må vi se, om det er korrekt. Tænker det må være fint med en altankasse bugnende med ærter, for det kan man altså ikke få for meget af.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar