tirsdag den 2. juni 2015

En god idé

Da jeg var barn havde min mormor et pæreespalier i stedet for en hæk ind til naboen.


Forrige år væltede et af vores træer, i en af de utallige storme. Det væltede gennem hækken ind til vores nabo, hvilket resulterede i hul i hækken.


Da vi ikke har den store grund, og enhver tænkelig mulighed for at få proppet mere ind på grunden, gjorde, at jeg straks tænkte, at vi måske kunne lave et æbleespalier i stedet for ligusterhækken. Så kunne vi nedlægge lidt mere af hækken, som i forvejen er overtaget af alverdens mystiske ting og sager, og så få installeret et par æbletræer i stedet. 
Fordelen ved et espalier fremfor en hæk er blandt andet, at man kan få mange sorter ind på meget lidt plads. Man behøver ikke holde sig til æbler, der kan også plantes pærer, blommer eller andet godt. Og ikke mindst - man skal ikke klippe hæk!

Da jeg ved, at vores nabo også godt kan lide, at det der bliver plantet kan spises, forelagde jeg ham idéen, og der var ikke en klar afvisning. Nu er der så gået noget i nærheden af et år, eller mere, siden "ulykken", og vi har endnu ikke fået taget os sammen til hverken æbler eller liguster.


Da det er en del år siden, at min mormor boede ved hendes pæreespalier, så svækker hukommelsen lidt, og jeg har haft svært ved at vurdere, hvor meget sådan et espalier skærmer/ikke skærmer, og det er derfor også lidt sværere at overbevise nabo og sig selv i, at det er den helt perfekte løsning. Men så....


I går var jeg hos min moster, og da jeg var ude og gå med den lille, kom jeg forbi et hus, hvor de havde lavet hækken om til espalier. Fantastisk. Hele tre træer havde de plantet op af hegnet, og jeg synes, at det så fantastisk ud, ikke mindst på grund af de muligheder der pludselig er i "hækken".
Jeg skyndte mig at tage billeder til min egen hukommelse, så jeg kan vise det til naboen, og hermed er idéen også givet videre her, hvis andre kunne bruge lidt inspiration til, hvordan man også kan gøre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar