torsdag den 25. juni 2015

Endelig

Dem der har fulgt med her på blokken, har måske stiftet bekendtskab med et af årets helt store have-udfordringer - Æbletræet!

Det har sygnet hen i flere år, og endelig er vi kommet frem til, at det nok er noget, som hedder ildsot eller grå monilla - vil du læse om projektets opstart, så klik her.


Siden jeg sidst skrev om mit beskærings-projekt, så har det ligget noget stille. For at sige det mildt, så har jeg haft en æble-depression. Kort tid efter, at det havde blomstret, begyndte bladene at visne rundt omkring på træet, og der hvor der var flest visne blade, var gudhjælpemig i det område, hvor jeg tidligere på året havde beskåret det, og troede problemet var løst.
Jeg har været mange tanker igennem, og havde man spurgt mig for bare et par dage siden, så havde jeg sagt, at inden året var omme, så skulle det træ være fældet.



Min mand har været noget træt af at høre på mig på det seneste, for når jeg sidder i sofaen om aftenen og kigger i haven, er det eneste, jeg har kunnet se været æbletræet og ikke mindst de visne blade. Hver aften i uger har jeg talt om, at der skal ske noget med træet.


I går fik jeg nok. Frem med sprit, sav og klipper og så ud til æbletræet. Planen var, at jeg bare ville nippe nogle få grene af til en start, for at danne mig et overblik. Inden jeg fik set mig om, havde jeg savet en af de store grene over og dermed 1/4 af træet. Nå ja, så var problemet da løst der.


Mens jeg gik og grublede over, hvad jeg skulle sige til min mand omkring, at jeg havde savet den store gren over, som rent faktisk skyggede lidt ud til vejen, så fortsatte jeg mit klipperi.


Og inden dagen var omme, halleluja, årets hadeprojekt nr. 1 var slut.



Tilbage stod et noget afpillet træ, men en byrde var fjernet fra mine skuldre, og der var mere tilbage af træet, end jeg havde turdet håbe på. Og se engang, vi kan stadig få en lille æblehøst ud af det, og skulle æblerne rent faktisk nå at modnes i år, er det første gang i flere år, vi reelt set kan lave en lille æblehøst af træet.
Til dem der spekulerer på, hvad min mand sagde til at jeg havde kappet den store gren - han var ikke glad at se på, da han kom i haven lidt senere, men det var ikke over den manglende gren, snarere alt det affald, som han jo godt kunne regne ud blev hans lille projekt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar