Så er det tid til at få flyttet mine jordbær fra det gamle højbed til det nye.
Det gamle bed må siges at have udtjent sin værnepligt. Gammelt, mørt træ, fyldt med bænkebidere og snegle/snegleæg.
Jordbærrene gav et hav af stiklinger sidste år. Nogle kom i højbedet i drivhuset, men der var stadig mange, som havde overlevet. Da jeg vidste, at jeg gerne ville have et bed med flere jordbær i år, kom jeg nogle af stiklingerne i potter.
De må siges at have fået et rigtig flot rodnet og var lige til at plante ud. Jeg nåede at lave dette nummer med 10-15 stykker, og så var der andet der tog min tid. Da jeg så skulle i gang med at flytte de gamle højbede, så jeg, at jordbærstiklingerne er mere sejlivede, end jeg havde regnet med, og at putte dem i potter nok ikke havde været nødvendigt.
De havde sat sig mellem granitskærverne, og mange havde fundet en lille plet jord, de kunne vokse i.
Det må siges at være noget af et rodnet, de har udviklet.
Så var det bare om at komme jordbærplanter i et af de store "kvadratmeter-bede". Der var plads til 32 planter i alt, blandet af nye stiklinger og de "gamle" planter. Mon ikke det skulle give en god portion jordbær, om ikke andet så da i hvert fald rigeligt til, at de små kan gå og hyggespise af dem.





Ingen kommentarer:
Send en kommentar