Rabarber på vej

Jeg elsker rabarber. Da vi flyttede ind i huset, var der i den vildtvoksende have rabarber. De var ikke store, og jeg tænkte, at hvis jeg nu fik tyndet godt ud i ukrudt og andet vildtvoksende, så ville jeg få en overflåd, men nej. Det viste sig, at være vinrabarber, som bare ikke bliver særligt store.
Da jeg ikke synes, man kan få for mange rabarber, gik jeg året efter på planteskole og købte en ny rabarber, som skulle få store stængler. Jeg fandt det perfekte voksested til dem, syntes jeg selv, og så var det bare om at vente. Det var heller ikke megen succes, der var med disse, og grundet vores samlermani, kom der hurtigt stakke af fliser og mursten til at stå i en kreds omkring dem.

Sidste år blev jeg enig med mig selv om, at hvis jeg nogensinde skulle få held med rabarberne, og de skulle have lov at stå i fred, måtte de op i højden.
Jeg gik endnu engang på planteskole, købte en plante, og denne gang røg den i en potte.

Og halleluja, der er rabarber på vej.